Specialklubben For Continental & Old English Bulldog 

Stamtavle vs ikke stamtavle


"Stambog - Jamen, jeg skal slet ikke bruge min hund hverken til udstilling eller avl. Jeg skal bare have en sød familiehund og så kan det vel være ligegyldig med en DKK-stambog!"


Nej - det er bestemt ikke ligegyldigt!

I Danmark er der nogen avlsrestriktioner (HD, AD, eksteriørbedømmelse), som gør, at der hvert år også er hunde, som IKKE bliver avlsgodkendt og derfor ikke kan/bør bruges i avl. Den primære årsag til, at der indimellem sælges hvalpe UDEN stamtavle er, at forældredyrene enten ikke er undersøgt for de ovennævnte lidelser eller også, at de er undersøgt, men ikke blevet avlsgodkendt. Ofte ses det i disse annoncer for tavleløse hvalpe, at sælgerne hævder, at de er undersøgt med flotte resultater, men hvis forældredyrene og deres resultater ikke er at finde på www.hundeweb.dk 's database, så er det IKKE officielle resultater og tit bare en sludder for en sladder eller direkte løgn. Det er alvorlige arvelige lidelser og husk på, at hvad du umiddelbart sparer ved køb af en tavleløs hvalp frem for en med DKK stamtavle, sagtens kan komme mangedobbelt igen i form af dyrlægeregninger. I kraft af den købskontrakt, der laves ved salg af en DKK-hvalp er man som køber indbefattet af dansk købelov, hvilket kan komme dig til gode i tilfælde af sygdom/fejl og mangler ved hvalpen. Mange af de såkaldte "opdrættere" af tavleløse hvalpe er oftest ret uvidende om både racen, om deres hundes linjer og egenskaber og opdrætter tit kun for at tjene nogen hurtige penge.

STAMBOG

En stambog har ikke noget med "snobberi" at gøre. Den er et værdi-fuldt dokument, der viser hundens aner.

Stambogen er for alle, der ønsker at købe hund med sikkerhed, garanti og ikke mindst omtanke.

Vi ønsker vel alle en sund og racetypisk hund - og hvem ved - selv om du lige nu ikke tror, at du får brug for stambogen, så har mange OEB-ejere i tidens løb senere ærgret sig over, at de ikke havde en DKK-stambog, fordi de efterfølgende havde fået lyst til at få et kuld hvalpe, gå på udstilling eller deltage i konkurrencer. - og der er jo ingen grund til på forhånd at fraskrive sig disse muligheder.

Begreberne "kennelklub" og "stambog" er ikke noget, som Dansk Kennel Klub har eneret på. En hvilken som helst hundeklub/-forening kan føre sig frem som "kennelklub", ligesom enhver kreativ person med en computer kan udskrive en "stambog".

Vær derfor opmærksom på, at Dansk Kennel Klub og Specialklubben for Continental & Old English Bulldog ikke anerkender stambøger, som er udstedt af private personer/foreninger som f.eks. CKC (Continental Kennel Club), DDA (Danish Dog Association), UKC (United Kennel Club) osv.

Pas på hundehandlere - Køb aldrig hvalp af medlidenhed. Det giver bare de useriøse sælgere mulighed for at fortsætte deres virke. Folk, som importerer et kuld hvalpe fra fx Polen med henblik på videresalg ER reelt hundehandlere og ved ofte ikke noget om hvalpenes egentlige ophav og sundhed. Ligesom stamtavler og sundhedserklæringer ofte er falske eller de dukker aldrig op.

AVL MED RACEHUNDE

Målrettet avl, såvel som bekæmpelse af arvelige sygdomme, er umulig uden stambøger.

Navnlig når der er stor efterspørgsel på hvalpe og derfor ventetid for køb af en DKK-stambogsført Continental Bulldog og Old English Bulldog Hvalp, kan køberne bliver utålmodige og falder for "gode tilbud".

En del købere er i tidens løb blevet "taget ved næsen", fordi det efterfølgende viste sig, at hvalpen slet ikke havde nogen stambog. Sælgeren havde blot spekuleret i, at køberen så var nået at blive så glad for hunden, at han/hun ikke ønskede at lade handlen gå tilbage.


Væsentligt er det også, at vi i Danmark har et raceforbud der indeholder 13 hunderacer eller blandinger heraf. Derfor er det om noget endnu vigtigere at kunne bevise din hunds ophave med en DKK-stambog.