Entropion
Kilde: Netdyredoktor
Af dyrlæge Jens Søland
Hvad er entropion hos hunde?
Entropion (indadkrængende øjenlåg) er en smertefuld lidelse, hvor hundens øjenlåg er fejlstillet, så det krænger indad. Hud og hår er derfor i direkte berøring med hornhinden på øjeæblet. I nogle tilfælde krænger store dele af øjenlåget indad, mens der i andre tilfælde kun er tale om en lille fejlstilling, f.eks i den midterste øjenvinkel. Entropion kan forekomme både på øverste og nederste øjenlåg.
Hvad er symptomerne på entropion?
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen entropion?
På baggrund af en undersøgelse af hunden kan dyrlægen umiddelbart stille diagnosen.
Hvordan behandles entropion?
Primær entropion behandles med en operation, hvor indadkrængningen rettes ud. Ved operationen ændres øjenomgivelserne, så det kun er øjenslimhinden, der er i kontakt med øjeæblet. Dermed fjernes smerten. Da øjenlåget består af meget eftergivende bindevæv, kan øjenlåget ændre form efter en operation. Hvis rettelsen er for stor, kan resultatet blive en udadkrængning af øjenlåget (ektropion). Derfor kan det være nødvendigt at foretage flere operationer for at få det bedste resultat.
Sekundær entropion vil oftest rette sig selv, når den udløsende årsag er rettet.
Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har entropion?
Fremtiden er god for en hund, der har fået foretaget en rettelse af en primær entropion. For hunde, der ikke har fået lavet en rettelse, er tilstanden derimod smertefuld. Det hænger sammen med, at hornhinden er det mest følsomme sted på hele kroppen, og derfor er et enkelt irriterende hår nok til at udløse smerte.
Hundene har desuden den gene, at de har konstant tåreflåd. Huden ved næseryggen kan derfor blive irriteret, og der opstår en risiko for bakterieinfektion.
Hvorfor får hunde entropion?
Der er tre former for entropion:
Hvad er risikoen for, at din hund får entropion?
Risikoen for, at din hund får entropion, varierer fra race til race. Hunde med små, dybtliggende øjne og lille øjespalte hos racer med rigeligt hud får hyppigere entropion end andre hunde.
Hvilke racer er særligt udsatte for at få entropion?
Chowchow, flatcoated retriever, golden retriever, shar pei, airedale terrier, engelsk bulldog, bichon frisè, collie, shetlandsk sheepdog.
Anden viden om entropion:
Nogle hvalpe har store problemer med entropion tidligt i deres liv. De hvalpe kan hjælpes meget, hvis de gennemgår en midlertidig operation, hvor det overskydende hud syes væk fra øjnene. På den måde kan et større kirurgiske indgreb udsættes, indtil øjnene er kommet længere frem og den endelige hovedform er udviklet. Samtidig fjerner man smerten fra hvalpen, og man skåner øjeæblet for irritation. Øjenlågsrettelsen bliver desuden mere vellykket.
Ektropion
Kilde: Netdyredoktor
Hvad er ektropion hos hunde?
Ektropion (udadkrængning af øjenlåg) er en fejlstilling af øjenlåget, der resulterer i, at det nederste øjenlåg krænger udad. Der kan være tale om forskellige grader af ektropion, fra en lille udadkrængning til en meget voldsom udadkrængning. Når øjenlåget krænges ud, blotlægges en del af øjenslimhinden, som derfor er mere modtagelig for irritation og infektion.
Hvad er symptomerne på ektropion?
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen ektropion?
På baggrund af en undersøgelse af hunden kan dyrlægen umiddelbart stille diagnosen.
Hvordan behandles ektropion?
Ektropion behandles ved en operation, hvor man retter det nederste øjenlåg og mindsker udadkrængningen. Rettelsen strammer det underste øjenlåg op, så øjenslimhinden ikke længere er blottet. Det nedsætter risikoen for øjenbetændelse, fordi slimhinden ikke længere er så modtagelig for infektion.
Øjenlåget består af meget eftergiveligt bindevæv, som gør, at øjenlåget kan ændre form efter en operation. Hvis rettelsen er for stor, er resultatet en indadkrængning af øjenlåget (entropion) i stedet for, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. Det kan derfor være nødvendigt at foretage flere operationer, for at opnå det bedste resultat.
Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har ektropion?
Fremtiden er god for en hund, der har fået foretaget rettelse. Hunde, som ikke får foretaget en rettelse, vil altid have en irriteret øjenslimhinde.
Hvorfor får hunde ektropion?
Der er to former for ektropion:
Hvad er risikoen for, at din hund får ektropion?
Risikoen er varierende fra race til race. Hunde med meget løs ansigtshud og stor øjenspalte får hyppigere ektropion end andre hunde.
Hvilke racer er særligt udsatte for at få ektropion?
Sanktbernhardshund, berner sennen, blodhund, granddanois, mastiff, cockerspaniel og basset.
Anden viden om ektropion:
Nogle få hunde har både ektropion og entropion på samme øje. Det fører til, at der dannes nogle karakteristiske vinkler på selve øjenlåget.
Tilstanden kaldes undertiden diamantøje. En sådan øjenlågsfejlstilling er meget svær at rette ved en operation og skal ofte opereres over flere omgange.
Cherry eye
Kilde: Evidensia
Blinkhindekirtlen er placeret i dyrets blinkhinde, også kaldet det 3. øjenlåg, som er den lyserøde hinde som ligger over den nederste del af øjet. Blinkhindekirtlen kan bryde ud af sin lomme på bagsiden af det 3. øjenlåg, og bliver derved en synlig nubret struktur i dyrets øjenkrog – en tilstand som kaldes cherry eye.
Symptomer på cherry eye hos hund
Ved et cherry eye bryder blinkhindekirtlen pludseligt delvist eller helt frem fra bagsiden af det 3. øjenlåg. Kirtlen er ved delvist frembrud en mindre rød hævelse på bagsiden af blinkhinden, og kan eventuelt forveksles med øjenbetændelse eller måske knap nok anes. Ved et komplet fremfald ses hele kirtlen som en rød og nubret struktur – hvad nogle vil beskrive som et lille hindbær – som dækker den inderste og nederste del af øjet ind mod øjenkrogen.
Tilstanden er oftest ikke til voldsom gene for hunden, men eventuelle symptomer kan være:
Racer der er disponerede for sygdommen
Cherry eye hos hund er primært en lidelse som opstår hos unge hunde under 1 år af racer med korte snuder som Engelsk Bulldog, Fransk Bulldog og Mops. Tilstanden kan dog opstå hos andre racer, samt hos katte, om end dette er meget sjældent.
Er cherry eye permanent, eller kan det gå væk af sig selv?
I langt de fleste tilfælde vil kirtlen være permanent frembrudt og kan ikke manipuleres på plads.
Hos enkelte hunde er fremfaldet af blinkhindekirtlen i starten en tilstand som kommer og går, hvor kirtlen bryder frem når hunden f.eks. er glad og opstemt, og forsvinder når hunden slapper af. Man kan som ejer også opleve at kunne massere kirtlen tilbage på plads når den er frembrudt. Enkelte hunde går med et kirtelfremfald et par dage, hvorefter kirtlen falder på plads, typisk efter opstart af behandling med øjendråber. Kirtlen bryder dog i ovenstående situationer næsten uundgåeligt frem igen inden for en kortere periode, og vil oftest være malplaceret permanent herefter.
Undersøgelse for cherry eye hos hund
De fleste er ikke i tvivl om at hunden har et cherry eye, når der opstår en rød hævelse i dyrets øjenkrog. Dyrlægen bør dog undersøge din hund, da andre tilstande i blinkhinden eller blinkhindekirtlen kan være årsag til symptomerne og have samme udseende som et cherry eye.
Dyrlægen vil rådgive og vejlede om behandlingen af din hund, og vil typisk opstarte behandling med øjendråber indtil en eventuel cherry eye operation.
Behandling af cherry eye
Fremfaldet er oftest behandlingskrævende med en operation, hvor kirtlen syes ned i sin lomme på bagsiden af blinkhinden. Øjet skal efter operationen behandles med fugtgivende og medicinske øjendråber, og hunden skal bære krave i 1-2 uger for at beskytte operationsområdet.