Allergi hos hund (atopisk dermatitis) - Denne artikel er skrevet af en Evidensia dyrlæge
Allergi hos hund (atopisk dermatitis) er en inflammatorisk og kløende, genetisk prædisponeret sygdom. Allergikere har en defekt i deres hudbarriere, der gør det nemmere for allergener (stof der kan frembringe allergi) at trænge igennem og medfører overvækst af gærsvamp og bakterier og dermed infektion i huden. Allergener kan være pollen, græs, skimmelsvamp, hudceller fra husdyr, støv- eller lagermider. Foderemner kan også udløse allergiske reaktioner eller intolerance.
Symptomerne på allergi hos hund
Kløe er det mest prominente tegn og i starten ses ikke voldsomme hudforandringer. Der kan være let rødme i huden især i lyske, armhuler, under halen samt poter og evt let hårtab f.eks. omkring øjnene. Symptomerne kommer ofte snigende, og senere ses sekundær hudbetændelse, hudfortykkelse, øget rødme eller mørkfarvning af huden samt tiltagende kløe. 50 % af allergiske hunde udvikler øreproblemer. Ofte afslører misfarvet pels de steder, hvor hunden slikker sig meget.
Kløen starter ofte om en sæsonbetinget kløe, men kan udvikle sig til helårskløe. Symptomerne starter klassisk fra 6 mdr. til 3 års alderen.
Racer der er særligt udsatte for at udvikle allergi
Alle hunde kan desværre udvikle allergi, men nogle racer er mere disponerede for at udvikle allergi. Allergi hos hund er almindeligt og forekommer hos ca 10% af hundepopulationen i Danmark. Prædisponerede racer er West highland white terrier, Bulldog, Bullterrier, Boxer, Retriever, Dalmatiner, Schæfer mfl. Det er altid en anbefaling at se forældredyr til afkom, når man kigger på hvalp, men det er desværre ikke en garanti, at forældredyrene ikke udviser symptomer. Mange faktorer spiller ind i sygdomsudviklingen af miljø relateret allergi.
Diagnosticering af allergi hos hund
Der findes ingen sikker diagnostisk test ved allergi, så diagnosen stilles ud fra sygdomshistorik, et karakteristisk symptombillede og udelukkelse af andre hudsygdomme, der udløser kløe. Dyrlægen vil udelukke hudbetændelse og parasitter (lopper, svamp, skab og hårsækmider) på cytologi, hudskrab og tapetest/hårpluk. Uhensigtsmæssig reaktion på foder ses hos 20-35% af hunde med miljø relateret allergi, og derfor startes op med en eliminationsdiæt tidligt i det diagnostiske forløb. Hvis ikke der ses effekt af foderskift efter 8 uger, kan dyrlægen udtage en blodprøve, hvor der måles på IgE antistof. Man kan teste hunden overfor de mest almindelige planter og græsarter i Danmark, samt støv – og lagermider, hud fra andre kæledyr i hjemmet og lopper. Det er også muligt at lave en priktest, men det kræver indlæggelse, da det skal foregår i bedøvelse.
Hvordan ser livet ud for min allergihund?
Det kan sagtens se godt ud. Symptomerne på allergi hos hund kommer og går, og der kan være lange gode perioder, hvor hunden er symptomfri. Allergi er dog en kronisk sygdom, som hunden vil have hele livet, og det kræver livslang håndtering og forebyggelse med optimalt foder, olier, shamponering og ørerens. Allergi kan være en meget tidskrævende sygdom.
Det er muligt at fremstille en vaccine overfor de allergener, som hunden reagerer på. Såkaldt immunterapi eller hyposensibilisering er en individuel og skånsom behandling, og der ses forbedring hos ca 60-70% af patienterne. Succesraten for immunterapi er den samme, uanset om det bygger på allergitest lavet ved priktest eller blodprøve. Hundens kløe kan være så intens, at der skal medicin på banen, så symptomerne afhjælpes enten lokalt eller systemisk.